I   ROSKILDE   -   KØGE   KREDSEN.       www.imro.dk

Her er du:  BibelCamping på Herrens Mark i Valby.
Adresse
Hvem er vi
Program
Gudstjenester
Økonomi
Kristendomskursus.dk
Legestue
Solstrålen
Artikler
 
 
 
 
Dette weebsted vedligeholdes af
Ulrik Bay Jensen, Roskilde.
opdateret den 
21-01-2011.

Indre Missions mindste bibelcamping


Rigt fællesskab

Valby Bibelcamping er rigt på både åndeligt og socialt fællesskab

Af Niels Christian Melgaard
Reportage


Valby Bibelcamping. Umiddelbart lyder det som en bibelcamping, der holder til i en af forstæderne til det centrale København. Men faktisk ligger der en landsby ved samme navn i Nordsjælland. Der hvor engen hedder et overdrev, lige i udkanten af Valby Hegn står to blå og hvide telte. Her på sportspladsen ved Nordsjællands Efterskole holder Indre Mission Bibelcamping. Det er den mindste bibelcamping, og til forskel fra andre bibelcampings, hvor mødeteltene flyttes rundt, så tilhører teltet her Indre Mission i Nordsjælland.

Godt fællesskab

"Vi har næsten alle pladser optaget," forklarer missionær Harry Dahlgaard, der står for campinginformationen. Der er plads til en enkelt fodboldbane bagerst på pladsen, og ellers er det campingvogne med fortelt og enkelte telte, der fylder godt op på pladsen.
Ved indkørslen, lige i nærheden af vandposten sidder Carl Johan Jensen, Frederikssund, og har øje på to grillstartere, der står og knitrer, mens børnene et stykke væk har erobret den oppustelige hoppeborg.
Klokken nærmer sig 17, hvor den fælles grill bliver tændt. Uden for kaffeteltet er hvide haveborde og stole linet op klar til fællesspisning.
Og fællesspisning, hvor mange af deltagerne spiser måltiderne i fællesskab, er et af kendetegnene ved Valby Bibelcamping.
"Enhver kan komme og grille og spise maden i fællesskab ved bordene. Det står frit for, og mange benytter sig af det," fortæller missionær Søren Skovenborg.
Det er ikke nødvendigt at have campingvogn eller telt med for at være på bibelcamping i Valby. Der er mulighed for at leje et værelse på efterskolen og deltage i de fælles aktiviteter. Det har Carl Johan Jensen benyttet sig af.
"Vi går gerne over på pladsen om morgenen og spiser morgenmad. Der er et godt fællesskab her," siger Carl Johan Jensen.

Mere end givet ud

Aftenmødet indledes med et besøg af aben Athur, der hver formiddag henter børnene til børnemøde. Børnene har fået en banan med, som aben skal have. Konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) Lissen Margaard Jensen er på besøg på pladsen og har fået nogle minutter til at fortælle om søndagsskolernes arbejde. Mod slutningen af sit indlæg spørger hun, om der er en i teltet, der har 40 kroner. Inden længe ligger der 40 kroner på talerpulten.
Lissen Margaard kvitterer med en ballon.
"Værs´go. Inde i ballonen er der 50 kroner. Som vi siger i DFS, så får du altid mere end, der er givet ud," siger hun med et smil.
Efter en fællessang går Aage Jensen på talerstolen. Emnet er første del af tre møder om Elias i 1 Kongebog.
"Gud tager hånd om sine og passer på dem. Gud sætter os aldrig i en situation, der ikke er båret frem af hans kærlighed," siger Aage Jensen.
Mødet slutter med sang, indsamling til bibelcampingarbejdet og en række meddelelser, inden kaffen bliver serveret i kaffeteltet ved siden af.

..............

Elias blev sendt

Aage Jensen fra København talte over Elias i 1. Kongebog. Han blev sat i en situation, som han ikke havde forventet

Af Niels Christian Melgaard
Reportage


Emnet for mandag aftens tale på Valby Bibelcamping er ´Elias´ styrke og svaghed´. Teksten er hentet fra 1. Kongebog. Aage Jensen fra København bliver budt velkommen af mødeleder Harry Dahlgaard.
Aage Jensen indleder talen med et rids af situationen for Elias.
"Akab var blevet konge over Nordriget, og han giver sig til at dyrke og tilbede Baal. Foran denne onde konge trådte Elias frem. Det var nærmest en hån for kongen, at Elias trådte frem for ham, for Elias´ navn betyder "Herren er min Gud". Alene med sit navn indikerer han, at han er modstander af det, Akab gør. Man skal have is i maven for at gøre det."

Gud tager hånd

I tre et halvt år faldt der ingen regn. Gud havde sagt til Elias, at han skulle rejse væk, og at han ville sørge for ham.
"Gud sætter nogle gange sine venner i en situation, som de ikke bryder sig om. Måske for at lære dem afhængighed af ham," siger Aage Jensen.
Efter nogen tid tørrede den bæk ud, som Elias havde slået sig ned ved, fordi det ikke regnede.
"Herren talte til Elias, der fik at vide, at han skulle gå til Zarepta. Her ville en enke sørge for ham. Da han kom til byen, så han enken gå og samle brænde. Elias kaldte på hende og sagde til hende – spurgte ikke – ´Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke´.
Det er provokerende i en tørketid at sige sådan. Da hun går for at hente vand, råber han til hende: ´Tag også noget brød med´.. Markerne er tørret ud, og Elias kender situationen. Derfor synes jeg, at Elias er dybt provokerende," siger Aage Jensen.

Over stregen

"Når en far siger til sin teenager: ´Du skal være hjemme klokken ti i aften og du skal ligge i din seng klokken halv elleve, så er far dybt godnat´.
Jeg tror, at Elias som teenageren sydede og boblede indvendig. ´Gud, nu har du trådt over stregen. Du kan ganske enkelt ikke tillade dig at sætte mig i den situation.´
´Først skal jeg risikere mit liv og melde tørkebudskab til en jødisk konge, som blæser på dig. Og så befaler du mig, at jeg skal gemme mig et øde sted, hvor jeg skal æde af ravnenes gennemgnaskede mad og skylle det ned med lunkent vand fra en bæk, der er ved at tørre ud.´
Gud gør sommetider ting, som vi ikke fatter og forstår. Det kan fylde os med vrede. Vi må tænke og forstå, at Gud aldrig sætter os i en situation, som ikke er båret frem af hans kærlighed," siger Aage Jensen.

Elias blev sendt

"Jesus taler om det samme i Lukasevangeliet. Elias blev ikke sendt til nogle af sine egne, men til en enke i Zarepta i Sidons land. Elias blev sendt. Det er pointen. Det hedenske folk skulle se, at der var en gryende dag," pointerer Aage Jensen.
"At Elias tager ind til enken i Zarepta, sender et stærkt budskab til os om, at det ikke er det hedenske folk, som Gud fordømmer, men det er synden, som er i folket, han fordømmer. Måske er her et varsel om, at Kristus blev sendt i synderes sted."

.............

Ikke på ferie fra Jesus

Efter aftenmødet står familien Petersen uden for teltet. Familien, der består af Erling og Marjon og datteren Rósa, kommer fra Klaksvik på Færøerne. De er på ferie i et sommerhus i området, og har valgt at bruge en aften på at tage til møde på en bibelcamping.
"Det har stor betydning at opleve fællesskabet med andre kristne," siger Erling Petersen.
"Når vi går på ferie, så skal vi ikke holde ferie fra Jesus," tilføjer Marjon.
Familien synes, det er godt, at der er noget for børnene til aftenmødet.
"Det er spændende, at Arthur kommer ind i starten af mødet," siger Rósa.
Niels Christian Melgaard

Her er et godt fællesskab

Selv om man lige har fejret guldbryllup, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan prøve noget nyt. Ragnhild og Vagn Poulsen fra Kjellerup kunne tidligere på foråret fejre, at de har været gift i 50 år, og selv om campingvognen er blevet solgt, ville de gerne være med på bibelcamping.
"Vi har været på bibelcamping en snes gange, og det er første gang, vi er her på Valby. Vi vil gerne møde andre i et åndeligt fællesskab" siger Vagn Poulsen.
"De første dage kunne vi høre, at folk kendte hinanden på fornavne. Vi er blevet taget godt imod, og vi har fået mange gode snakke. Her er et godt fællesskab," siger Ragnhild Poulsen.
Niels Christian Melgaard

..................

Trygt for hele familien

Randi og Aksel Nielsen prioriterer at være på en lille bibelcamping, hvor der er plads til at snakke om livet som kristen

Af Niels Christian Melgaard
Interview

Familien Nielsen er for anden gang på Valby Bibelcamping. Faktisk er det anden gang overhovedet, de er af sted på en camping, hvor Jesus er i centrum.
"Her er vi fredet og kan tale om Gud," siger Randi Nielsen.
En samtale og bøn med en døende kræftpatient for tre år siden vendte op og ned på Randis liv, og sidste år i maj blev Aksel døbt. Det var derfor med hjertebanken, at de sammen med datteren Adriana tog på bibelcamping for et år siden.
"De fleste har været kristne i mange år. De er åbne og vil gerne se os. Det, der i år har overrasket mig positivt er gensynsglæden børnene imellem," siger Aksel.

Meget at lære

"Som børnefamilie er det rart og trygt at være her. Vi kan altid finde en missionær at tale med om Jesus. Sidste år her talte vi meget med andre familier om rent praktiske ting, for eksempel i forhold til andagter," fortsætter han.
"Der er meget at lære som ny i troen. I fællesskabet er det lettere at finde vejen at gå, end hvis vi er alene. Her er der et helle, og vi behøver ikke forsvare troen på samme måde som i hverdagen," siger Aksel.
"For Adriana er det naturligt at tale om bibelcamping. Da vi var på indkøb, inden vi tog af sted, fortalte hun alle, at vi skulle på bibelcamping," siger Randi med et smil.
"Det er godt at være med til møderne, og også opleve, at der kommer folk udefra. Det er givende gennem deres vidnesbyrd at høre, hvad troen betyder for dem," siger Aksel, og tilføjer med sin lune, at han i år har købt en fisk, der skal sættes bag på bilen.